Folkesagn om Thise

Kæmpen i Guldbjerg

(Thise Ladegård ligger midtvejs på bakken)

Folketro om sten

I ældre tid vidste man ikke, at de store kampesten, der tilsyneladende tilfældigt lå spredt ud over landsdelen, var ført hertil i istiden. De måtte være kastet af skabninger med overmenneskelig kraft, af kæmper, trolde og jætter, og de skålformede fordybninger i mange af dem blev udlagt som mærker af kæmpefingre. Kæmpernes mål var i de fleste tilfælde kirkerne. Dem ville de knuse, for kirkeklokkeklangen kunne trolde og andet “skidteri” ikke tåle.

Undertiden kastede kæmperne kun om kap.

Kæmpen i Guldbjerg.

I Guldbjerg i Tise bakker boede der en kæmpe, og han var nok ikke af de mindste. En dag stod han ved Tise kirke og hvilede sin arm på kirketårnet. Som han nu stod i sine egne tanker, så han mand, der gik og pløjede på Filholm mark. Tise-kæmpen trådte derhen og stak både plovkusk og alle seks øg i lommen. Dem skulle de små have at skåte med.

Engang fik han besøg af to kæmper, sådan et par brølstoddere, der brovtede svært af deres styrke. Det huede ikke Guldbjerg- manden, og han foreslog dem en prøve i at kyle med sten. Det var de straks med på. Alle tre tog en passende klump og stillede sig op på hver sin side af de tre bakker, Guldbjerg, Mannebakke og Kirkebakke. Den første af de fremmede driver nu til, og hans sten faldt i Stavads eng. De fleste har nok hørt sige om den grå sten eller Stavads Kirke, som de også kalder den, og ved, at den vender sig, hver gang den lugter nybagt brød i Stavad. Den anden driver så til og sætter sin sten ud i Åby kær. Sidst kom Guldbjergmanden, og han sætter sin sten ud i Gøl Gade til landets yderste grænse, sådan omkring vel tre mil i lige flugt.

Se, da var der karle i Vendsyssel, ikke som nu om dage.

O. L. Grønborg.

Kilde: Vendsysselbogen